Trafikleder

S-bane banner til trafikleder.dk

Vi søger jævnligt nye trafiklederaspiranter til både S-banen i København og Fjernbanen. Så hold øje med vores ledige stillinger hvis du gerne vil være trafikleder!

 

Hvad laver en trafikleder?

Banedanmarks trafikledere styrer togtrafikken i hele landet - enten på S-banen eller på Fjernbanen. Som trafikleder er man uddannet til at styre togtrafikken i en stor fjernstyringscentral eller i en mindre kommandopost. Uanset hvilken type trafiklederjob man ønsker, uddannes trafikledere internt i Banedanmark. Der er ansat cirka 400 trafikledere rundt i landet i kommandoposter og fjernstyringscentraler.

Arbejdet som trafikleder

Som trafikleder kommer du helt ind i hjertet af jernbanedriften. Togtrafikken skal styres sikkert og præcist, og trafiklederen spiller en central rolle for, at passager- og godstog kommer sikkert og hurtigt frem. Det er med andre ord trafiklederen, der sørger for, at vi kan køre tog i Danmark. Hvis der opstår problemer i togtrafikken, skal trafiklederen kunne gribe hurtigt ind. Det kræver overblik og is i maven.

Samarbejde døgnet rundt, året rundt

Samarbejde er helt centralt for trafiklederens arbejde. Hvad enten man sidder på en stor fjernstyringscentral, med mange kollegaer omkring sig eller alene i en mindre kommandopost, foregår der løbende kommunikation mellem trafiklederen, lokomotivførerne, vagthavende på de øvrige stationer og andre involverede i togdriften. Som trafikleder er man organiseret i teams, og man refererer direkte til sin teamleder. Uanset hvor i landet man arbejder, er de fleste arbejdssteder betjent døgnet rundt, året rundt. Da togdriften aldrig står stille, arbejder trafiklederne i 3-holdsskifte og dermed også om natten.
Ledige stillinger som trafikleder i Banedanmark annonceres her på hjemmesiden og i relevante medier. Det er forskelligt, hvornår vi søger nye trafikledere, men du kan vælge at abonnere på ledige stillinger, så du får besked, når vi slår en ny stilling op.
Sådan bliver du trafikleder

Er du nysgerrig på, hvad det kræver at blive trafikleder, så se her, hvordan en trafikleders arbejdsdag kan se ud.  

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276