Mission & vision


Fremtidens jernbane

Se film om fremtidens jernbane 

Banedanmarks mission


Vi udvikler og leverer en sikker, attraktiv og effektiv jernbane.

Vi udvikler jernbanen ved at planlægge og være bygherre på nyanlæg og fornyelsesprojekter. Vi skal sikre, at projekterne samlet set forberedes, tilrettelægges og gennemføres mest hensigtsmæssigt.

Vi leverer infrastruktur, styring og trafikinformation som grundlag for jernbanedrift til passagerer og jernbanevirksomheder.

Jernbanen skal være sikker for dem, der bruger den, og for dem, der arbejder på den. Vi går ikke på kompromis med sikkerheden på jernbanen.

Jernbanen skal være attraktiv. Den skal imødekomme brugernes forventninger om en moderne jernbane med pålidelig drift, høj stabil rettidighed og troværdig trafikinformation.

Jernbanen skal være effektiv. Vi skal efterleve vores ansvar og levere mere jernbane for pengene til den forudsatte kvalitet, hvad angår projekter og den løbende drift og vedligeholdelse.

 

Banedanmarks vision


Frem mod 2020 skaber vi fremtidens jernbane, som gør det muligt at fordoble passager- og godstransporten.

Vi er i fuld gang med at gøre fremtidens jernbane til virkelighed og skabe en jernbane, der gør det muligt at tiltrække flere passagerer og godskunder.

Vi gennemfører mange anlægs- og fornyelsesprojekter, som er med til at sikre kortere rejsetid også mellem de store byer, højere rettidighed og større kapacitet.

Samtidig med de mange anlægsprojekter skal vi fortsat finde plads på jernbanen til at udføre den nødvendige vedligeholdelse. Imens skal vi også sikre, at vi i de kommende år fortsat afvikler trafikken pålideligt, rettidigt og med troværdig trafikinformation på hele rejsen.

Det kræver effektivitet i alle dele af virksomheden og er forudsætningen for, at vi kan skabe en attraktiv togrejse, samtidig med at vi leverer mere jernbane for pengene.

En jernbane med høj rettidighed, flere togafgange og kortere rejsetid kræver en samlet indsats fra alle parter i sektoren. Som statens infrastrukturforvalter er vi en central aktør i den kollektive trafik i Danmark.

Vi sikrer grundlaget for visionen om en fordobling af passager- og godstransporten.

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276