Fordele ved det nye Signalprogram

Fordele ved det nye signalsystem

Med en totaludskiftning af signalsystemerne på hele jernbanenettet får passagererne en mere pålidelig jernbane med mere stabil togdrift og flere tog til tiden.

Udskiftningen af signalsystemerne er en nødvendig reinvestering i de udlevede signalanlæg, men vil samtidig give nogle markante fordele for passagererne på både S-banen og fjernbanen.

Samlet set indebærer et nyt signalsystem en mere pålidelig togdrift, samt et ensartet, højt sikkerhedsniveau til hele jernbanenettet.

Flere tog til tiden
De nye signalsystemer er langt mere pålideligt end de gamle, og udskiftningen af signalsystemerne vil skabe en mere stabil togdrift og forbedre regulariteten, så flere tog vil komme til tiden. De nye signalsystemer forbedrer kommunikationen mellem tog og trafikcentre og skaber optimale muligheder for en glidende og fejlfri togdrift.

Flere tog til tidenEn udskiftning af signalsystemerne vil således øge regulariteten som følge af færre signalfejl. Med udskiftningen af signalsystemerne forventes det, at ca. 80% af de signalrelaterede forsinkelser forsvinder på fjernbanen. For S-banen er tallet 50%.

Højere hastighed på nogle strækninger
Ved at udskifte signalsystemerne vil strækningshastigheden kunne hæves på flere strækninger rundt omkring i landet - både på S-banen og fjernbanen.

Når signalsystemerne udskiftes, vil signalanlæggene ikke længere begrænse togenes hastighed. Den højeste tilladte hastighed på en strækning vil fremover alene være bestemt af den øvrige jernbaneinfrastruktur, køreplaner og togmateriel. Altså af i hvor god stand for eksempel spor, overkørsler, broer og perronovergange er.

Bedre passagerinformation
Passagerinformation er de oplysninger, som passagererne får om ventetider, forsinkelser eller andre uregelmæssigheder via højttalere og skærme på stationerne.

Bedre passagerinformationOvergangen til de nye signalsystemer gør det muligt at få information ud til passagererne om trafikken på de enkelte strækninger langt hurtigere og mere præcist end det opleves i dag.

Information om ventetid til næste tog og forsinkelser vil således blive mærkbart forbedret på fjernbanen med det nye signalsystem. Den forbedrede information er en klar gevinst ved det nye system og hænger sammen med, at det nye fjernstyringssystem bliver mere centraliseret og automatiseret end det gamle.


Det nye system kan opsamle flere og mere præcise informationer om, hvor togene er, ankomsttidspunkt og afvigelser i forhold til køreplanen. Samtidig forbedres grundlaget for den information om togdriften, der gives via internettet, SMS med videre.

Det nye signalsystem på S-banen ventes ikke at ændre grundlæggende ved den nuværende kvalitet af passagerinformationen. Det skal ses i sammenhæng med, at det eksisterende fjernstyringssystem på S-banen i forvejen er centraliseret og automatiseret.

Ensartet højt sikkerhedniveau
Overgangen til ERTMS på fjernbanen og bybanesystemet CBTC på S-banen betyder, at der kommer et ensartet højt sikkerhedsniveau på hele jernbanen. Selvom sikkerhedsniveauet på jernbanen i dag generelt er meget højt, er det ikke ens på alle strækninger. Med udskiftningen af signalsystemerne løftes sikkerhedsniveauet på både fjernbanen og S-banen, så det kommer op på det højeste nuværende niveau.

Yderligere fordele
Etableringen af det nye signalsystem medfører desuden billigere vedligeholdelse af udstyret i og omkring sporene samt fjerner de barrierer der eksisterer i dag for grænsekrydsende trafik på fjernbanen.

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276