Hverdagen for en signaltekniker

"En hurtig gris bliver aldrig en væddeløbshest"

Sikringsfolkene, der passer Banedanmarks anlæg fra Brabrand til Frederikshavn, har hver deres yndlinge, når det kommer til sikringsanlæg, men ingen af dem har det gamle relæ fjernstyrings-anlæg fra 1972, der bor i kælderen under kommandoposten i Aalborg, på listen.

Anlægget klikker ellers fredeligt i takt med at der sættes signal to etager højere oppe, da deres udsendte er på besøg. Det er sikringsmester Kell Hansen og fagentrepriseleder for Sikring, Per Høgh, fra Entreprise der tager imod, sammen med Karsten Olsen Hesseltved, der er sikringsingeniør, og en slags "overlæge", når Kell eller Per ikke kan få et anlæg til at makke ret. Til stede er også Niels Flening, der er driftsansvarlig, og ligesom Karsten kommer fra Teknisk Drift.

Gruppebillede

Det er ordresenderen, der sender "telegrammer" af sted ud på strækningen mod Frederikshavn, den er gal med. Eller rettere sagt; den er gal, hvis den går i stykker.
 
"Vi har ikke flere. Eller det vil sige; vi har en i reserve, der næsten virker," siger Karsten med et smil.
 
"Og så er anlægget svært at vedligeholde," siger Kell.
 
"Og svært at fejlfinde på," mener Per.
 
Ved siden af det gamle fjernstyringsanlæg står ellers en hel hylde med reservedele, såkaldte relæskinner, der er aflange kasser fyldt med relæer, så hvad er problemet?
 
Det viser sig, at reservedelene ikke er nye, men pillet ud af et nedlagt anlæg i Vojens.
 
"Producenten stoppede med at lave anlægget i 80'erne, så vi har kun de gamle relæ-skinner tilbage," tilføjer Karsten.
 
En af kasserne er mærket "måske defekt", men det gælder i virkeligheden de fleste, forstået på den måde, at det ikke er til at vide hvilke, der er fejl på, så Kell og Per må ofte prøve sig frem for at finde en relæ-skinne, som virker.
 
"Man tager den, der ser pænest ud," siger Kell.

Til Lindholm

Et andet problem med anlægget er, at det er blevet udbygget til også at dække strækningen til Lindholm med 10-minuttersdrift. Og det er det ikke rigtig gearet til, så det giver mange fejl og ventetid for folkene i trafikstyringen ovenpå. Men det er ikke kun dette anlæg, som har det svært med at blive udvidet og ændret. Det er generelt for de gamle anlæg, mener Karsten.
 
"Du kan prøve at træne en gris til at blive en væddeløbshest, men den bliver aldrig andet end en hurtig gris," siger han og griner.
 
Men han roser også folkene ovenpå i trafikstyringen for at være ualmindelig langmodige med fjernstyringsanlægget.

Ingen pension

Men da anlægget ikke lige er på vej på pension har sikringsfolkene fundet på noget andet. Et gammelt lignende anlæg fra Struer, der egentlig begyndte sin karriere ved Masnedø ved Vordingborg, stilles op tæt ved Karstens kontor i Århus, som en slags prøveanlæg. Så kan han teste relæ-skinnerne dér, og på den måde forhåbentlig puste lidt nyt liv i den genstridige dame fra Aalborg - og lignende anlæg rundt omkring.

Det gode anlæg

Men alt er ikke skidt i kælderen under kommandoposten i Aalborg. Lige ved siden af den besværlige 72-model står et stationssikringsanlæg fra 1969. En model fra 1964 - men de fire mænd bliver straks bløde i stemmen, da samtalen falder på det. Anlægget er trods alderen skruet helt rigtigt sammen og let at vedligeholde.
 
"Det er noget nær det bedste, vi har haft," siger Niels, der efter mange år i marken nu er driftsansvarlig. 
 
"Ja, det er fand´me et godt anlæg og nemt at rette fejl i," siger Per.

Mange typer anlæg

12/46 Sikringsanlæg i Hjørring

Per vurderer at sikringsfolkene, der arbejder i det nordjyske, vedligeholder et sted mellem 15 og 20 forskellige typer anlæg. Lige fra det datamatstyrede i Hobro fra 1990 til det gamle elektromekaniske i Hjørring fra 1942.
 
"Det betyder, at vi er lidt gode til mange ting," siger Per.
 
Men det betyder også, at de fire er lidt bekymrede for "deres" anlæg.
 
"Vi er jo efterhånden kun en håndfuld i hele Danmark, der kan det her. Efterhånden som folk går på pension, har vi simpelthen ikke kompetencerne," siger Karsten, og de ikke helt årsunge kolleger nikker.
 
Men hvad synes de så om udsigten til en totaludskiftning af banens signalsystemer?
 
Karsten tænker et øjeblik:
 
"Det er fint. Man kan ikke skrue ned for fremtiden. Det er fint, hvis der kommer noget, og det er godt med noget fælleseuropæisk. Det drømmer man jo selvfølgelig om. Det er fint med den større volumen, så man ikke står og mangler de her specielle ting, som for eksempel relæ-skinner," siger han.

Mod Hjørring

Skulle man synes at fjernstyringsanlægget fra 1972 - det år, som Danmark trådte ind i EF - er en smule bedaget er det intet imod det gamle sikringsanlæg i Hjørring længere oppe ad strækningen. Det gamle 12/46-anlæg fra 1942 er simpelthen blevet sprunget over, da strækningen fik fjernstyring.
 
Men alder har ikke fået kærligheden til at ruste. Da de fire sikringseksperter, får pillet toppladen af det gamle anlæg i kommandoposten i Hjørring, er det nærmest faderkærlighed, der lyser ud af øjnene på dem.

Karsten Olsen Hesseltved på arbejde
 
"Det er gamle sager," lyder det blot.
 
Og her er ingen problemer med drilagtige relæer. Anlægget er elektromekanisk og fungerer ved at trafikstyringsmedarbejderen, Martin da baneavisen er på besøg, trækker i store røde eller gule håndtag. De røde stiller hver deres sporskifte - de gule togvejene. Togsikkerheden ligger i fuldt synlige metalklodser, som blokerer for hinanden, hvis man skulle finde på at gøre noget "farligt". Flere håndtag står "ledige" hen. De er fra centralapparatets ungdom, da flere privatbaner førte til Hjørring.
 
Anlægget bliver passet som en baby og er lige så tidskrævende. En gang om året skal det skilles helt ad. Messingen og de gamle kobberkontakter bliver pudset, og så skal kontakterne måles for at sikre at de ikke trykker for meget på det gamle anlæg, så det slides unødigt. Ifølge Kell har anlægget det sådan set udmærket - og man kan se sig ud af alting. Anlægget har fejl 3-4 gange om måneden, hvor han og kollegerne må ud og kigge til det, men hovedproblemet er igen det samme:
 
"Vi har ingen reservedele. Det er særligt kontakterne, som er et problem, så vi må selv stå og file og slibe," siger han.
 
"Det er svært at holde liv i, og det er omkostningstungt. Der skal jo sidde en mand her døgnet rundt og styre," siger Kell.
 
Og vedligeholdelsen af det gamle anlæg er ikke noget man kan lære nogen steder.
 
"Det hele er selvlært fra generation til generation og fra hånd til hånd ved sidemandsoplæring," siger Kell, der er bekymret for den dag, der sker noget alvorligt med det smukke gamle 12/46-anlæg.
 
"Så aner jeg ikke, hvordan vi skal få gang i det igen," siger han.

Af Melissa Fugl 

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk