Nye spor Herning - Holstebro maj 2010


Sporarbejdet
Folketinget har bevilget 281 mio. kr. til nye spor Herning-Holstebro.

Fra midt i maj til starten af september 2010 arbejder Banedanmark på at forny sporene på strækningen mellem Herning og Holstebro - herunder sporene i 21 overkørsler på strækningen.

Desuden fjerner vi nogle sidespor, udskifter eller nedlægger nogle sporskifter samt foretager nogle mindre arbejder, der kan højne komforten, reducere slidtagen og medvirke til, at togene kan sætte farten op. På hele strækningen renser eller fornyer vi skærver og grus og sørger for bedre afvanding under sporet.

Samtidig med sporarbejdet benytter vi lejligheden til at renovere 14 broer på strækningen.

Når vi er færdige med sporarbejdet mellem Herning og Holstebro, får passagererne en bedre og mere driftsikker bane.

Sporarbejdet er nødvendigt for at kunne opretholde det nuværende omfang af togdrift, da skinner og sveller er nedslidte. Hvis vi ikke fornyer sporene nu, må togene lokalt sætte farten ned flere steder end nu.

Arbejdet påvirker naboer, passagerer og vejtrafikanter
Vi arbejder ofte i døgndrift og i weekender, ligesom vi også arbejder flere steder på samme tid for at forkorte vores arbejdsperiode mest muligt.

Desværre kommer spor- og broarbejdet til at forstyrre passagerer, naboer og vejtrafikanter:

  • naboer, fordi arbejdet i sporene, på broerne og på depot- og arbejdspladserne kan støje og støve
  • passagerer, fordi banen lukker i 3½ måned, og der kører busser i stedet for tog
  • vejtrafikanter, fordi arbejdet på de 14 broer og 21 overkørsler på strækningen i perioder vil give omlægning af vejtrafikken

Set fra passagerernes og vejtrafikanternes side er arbejdet mellem Herning og Holstebro færdigt i starten af september 2010, fordi det ikke mere forårsager omlægninger af tog- og vejtrafik. Passagererne kan nu glæde sig over at have en fremtidssikret bane.

Set fra naboernes side har det lidt længere udsigter, fordi Banedanmark skal udføre mindre restarbejder, slutjustere spor og rydde op. Dette arbejde varer nogle måneder længere end selve sporarbejdet. Så derfor kan naboerne fortsat risikere at få forstyrret natteroen enkelte nætter i 3-4 måneder efter, at togene er begyndt at køre normalt igen.

Flere informationer
Du kan planlægge din rejse på www.rejseplanen.dk 

Har du spørgsmål om sporarbejdet, er du velkommen til at sende en mail til herning-holstebro@bane.dk. Hvis du har akutte spørgsmål om sporarbejdet, kan du kontakte vores byggeleder på telefon 4186 5587.  

Det er muligt at få naboinformation om arbejdet tilsendt på e-mail ved at tilmelde sig Banedanmarks abonnementservice.

Fakta

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk