Togtrafik mellem Hjørring og Frederikshavn fra torsdag morgen


(20.10.2014)

På strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn arbejdes der fortsat på højtryk med at udbedre skaderne på jernbanen efter sidste uges massive regn i Vendsyssel.

Arbejdet med at genopbygge de to beskadigede jernbanedæmninger er nu så langt fremme, at Banedanmark forventer, at togtrafikken på strækningen bliver genoptaget torsdag morgen. De store vandmasser skabte tre større og tre mindre brud på to jernbanedæmninger over en strækning på ca. 700 meter vest for Sindal Station.

De store vandmasser skabte tre større og tre mindre brud på to jernbanedæmninger over en strækning på ca. 700 meter vest for Sindal Station.

"Vi har og fortsætter med at arbejde på højtryk på at udbedre skader på de to beskadigede jernbanedæmninger omkring Sindal.  Der udføres en meget stor indsats fra lokale entreprenører i samarbejde med Banedanmarks egne teknikere. Desværre er skaderne så omfattende, at vi først skal have genopbygget jernbanedæmningerne og derefter skal have strækningen gennemkørt med en sporjusteringsmaskine, før vi kan melde banen mellem Hjørring og Frederikshavn klar til togtrafik," siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark. 

De store mængder vand ved dæmningerne var indledningsvist med til at gøre arbejdet og etableringen af arbejdsveje vanskeligt. Efter det indledende arbejde med at forhindre yderligere skader, har det været fuld gang i genopbygningen af de to beskadigede jernbanedæmninger. Den våde jord bliver fjernet og tør jord, grusfyld og stabilgrus er i fuld gang med at blive fyldt på. Når jernbanedæmningerne er genopbygget, kan arbejdet med sporjusteringen gå i gang.

"De store mængder vand har gjort dæmningerne så vandmættede, at vi af sikkerhedshensyn også skal køre strækningen igennem med en sporjusteringsmaskine, før vi kan genåbne for togtrafik. Møder vi ikke nye udfordringer, så forventer vi, at togtrafikken bliver genoptaget torsdag morgen mellem Hjørring og Frederikshavn," siger Søren Boysen.

Jernbanen mellem Aalborg og Hjørring var også ramt af to brud på en jernbanedæmning efter den massive regn. Her blev togtrafikken genoptaget lørdag morgen. 

Læs om det aktuelle arbejdet med at udbedre skaderne på www.banedanmark.dk.

For yderlige informationer kontakt Banedanmarks pressevagt på 82 34 13 13.

For informationer omkring trafikken henvises til www.dsb.dk og www.rejseplanen.dk.



 


Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276