Årets travleste rejsedage i gang på landets stationer


(22.12.2016)

Årets travleste dage i togtrafikken starter i dag, når mange tusinder af danskere tager toget for at fejre jul med deres familier på tværs af landet.

Omkring 125 medarbejdere klædt i gule veste fra Banedanmark og DSB er fra i dag klar til at hjælpe de mange rejsende med praktisk information og en hjælpende hånd til bagage og julegaver, så de kan få en god start på rejsen og komme godt hjem til jul.

De mange ekstra medarbejdere fra Banedanmark og DSB er på landets fem travleste stationer - Aarhus H, Fredericia St., Odense Banegård, København H. og CPH Lufthavn.

Målet er at hjælpe passagererne til en bedre rejse i juledagene og sørge for at få afviklet juletrafikken så rettidigt som muligt, så de mange tog får passagererne frem til tiden. 

Det er femte år i træk, at medarbejdere fra Banedanmark og DSB er ude på landets travleste stationer for at give en hjælpende og praktisk information til de mange passagerer, der skal hjem og holde jul med deres familier.

For yderligere information kontakt Banedanmark presse på tlf: 8234 1313

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276