Juletrafikken er forløbet planmæssigt


(23.12.2016)

Togene har kørt til tiden fredag d. 23. december og mange tusinder af danskere er kommet godt af sted med toget. Det er status fredag eftermiddag, som traditionelt set er årets største rejsedag i togtrafikken.

Juletrafikken er i år primært fordelt på to dage - fra torsdag den 22. dec. til fredag den 23. december.

Erfaringen viser, at der er en del passagerer, der ikke er vant til at rejse med toget, og derfor er der et ekstra behov for praktisk information ude på stationerne og perronerne.

Banedanmark og DSB er derfor igen i år ude på de fem mest travle stationer i landet for at give en ekstra hånd til passagererne, så de kan komme godt af sted hjem til jul.

"Vi er for femte år i træk repræsenteret på de fem mest travle stationer i landet for at give en hjælpende hånd til de mange julerejsende. Det handler i vid udstrækning om at gøre togrejsen til en god oplevelse for passagererne. En del af denne oplevelse er rettidige tog, så passagererne kan komme hjem til jul til tiden. Vi bestræber os på at gøre vores ypperste, så vi kan guide og informere passagererne på den bedst mulige måde ude på stationerne, så vi kan afvikle trafikken så rettidigt som muligt," siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.

Omkring 125 medarbejdere fra Banedanmark og DSB har været ude på landets travleste stationer for at hjælpe, guide og informere de mange passagerer med at komme godt af sted på Aarhus H, Fredericia St., Odense Banegård, København H. og CPH Lufthavn.

Traditionelt rejser ca. 150.000 passagerer over Storebælt i juledagen, men det samlede antal passagerer løber op i ca. 600.000, der rejser regionalt og ikke krydser Storebælt.

For yderligere information kontakt Banedanmark presse på tlf: 8234 1313 

Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276