Royalt besøg i Banedanmarks trafikstyringscenter på Kalvebod Brygge


(29.03.2017)

Jan

Den belgiske kong Philippe, ledsaget af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, var onsdag eftermiddag på officielt besøg i Banedanmarks trafikstyringscentral - Trafiktårnet Øst - det 41 meter høje tårn ved Dybbølsbro i København.

Foruden en række taler af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, Banedanmarks adm. direktør Per Jacobsen, programdirektør Jan Schneider-Tilli og ministerpræsident for Vallonien, Paul Magnette var der lejlighed for de kongelige til at nærstudere teknologien bag det nye signalsystem og prøve kræfter med trafikstyringen i et simuleret testmiljø.

"Det er ikke hver dag, vi har mulighed for at fremvise den avancerede jernbaneteknologi for de kongelige. Det er mange år siden, at der er sket så markant en ændring på jernbanen - som den der sker i disse år med indføring af det nye signalsystem. Vi ændrer hele måden at styre og afvikle togtrafikken på. Vi går fra relæbaserede systemer til moderne, computerbaserede signalsystemer, der sikrer mere punktlig og stabil togdrift," siger Jan Schneider-Tilli, programdirektør for Signalprogrammet i Banedanmark.

Danmark er det første land i verden, hvor det nye signalsystem bliver udrullet i en samlet løsning på fjernbanen. For at følge de nye tidsplaner meldt ud sidste efterår, er Banedanmark i høj grad afhængige af, at deres leverandører leverer til tiden. 

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen satte stor pris på dagens besøg og sagde i sin velkomsttale:

"Alstom has taken the initiative for today's visit. Alstom has also invested in the project with the decision to use the Danish ERTMS-programme to showcase expertise in ERTMS implementation. I have taken note of these initiatives. And I take it as a strong signal of Alstom's commitment to the project, with the clear determination to make every effort possible to ensure the successful completion of the programme by 2023."

"For at komme i mål med dette komplicerede projekt, er vi meget afhængige af, at vores leverandører og en række samarbejdsparter leverer til forudsat pris, tid og kvalitet. Det drejer sig blandt andre om de tre store leverandører til Signalprogrammet på fjernbanen. Derfor er der også i den kommende periode behov for fuldt fokus på at sikre den fortsatte fremdrift i udrulningen af signalsystemerne på jernbanen, siger programdirektør Jan Schneider-Tilli."

I takt med, at det eksisterende signalsystem erstattes af nye signalsystemer på både fjernbanen og S-banen, kommer Trafiktårnet Øst til at spille en kernerolle i fremtidens trafikstyring af togtrafikken for fjernbanestrækningerne øst for Lillebælt, som bliver mere automatiseret med de nye signalsystemer.  En tilsvarende trafikstyringscentral står i Fredericia, som skal styre trafikken i hele Jylland.

Allerede fra andet halvår 2017 overgår styringen af hele S-banen til trafiktårnet på Kalvebod Brygge, mens trafikstyringen på fjernbanen gradvist flytter ind i løbet af 2018 og frem til 2023, i takt med at det nye signalsystem er klar til brug på de forskellige fjernbanestrækninger.

For yderligere information kontakt Banedanmark presse på tlf: 8234 1313


Banedanmark - Amerika Plads 15 - 2100 København Ø - Tlf. 8234 0000 - banedanmark@bane.dk - CVR 18632276