(12.09.2006)
Banedanmark fremlægger i dag to store analyser af investeringsbehovet på jernbanen inden for henholdsvis spor og signaler.
- Vi har afleveret vores analyser, nu er det op til politikerne at vælge, hvor mange penge, der skal bruges på jernbanen i de kommende år, og dermed hvordan togene skal køre i fremtiden, siger adm. direktør Jesper Hansen.
Signalanalysen er udarbejdet af det internationale konsulentfirma Booz Allen Hamilton, mens analysen af spor og øvrige baneelementer er udført af Banedanmark i samarbejde med danske og internationale konsulentfirmaer.
Analyserne for spor er bygget op omkring fire forskellige scenarier. Der er seks scenarier for signaler. Hvert scenarie tager udgangspunkt i et bestemt investeringsniveau og beregner, hvilken trafikal forbedring investeringen vil medføre, og hvor meget af det fornyelsesmæssige efterslæb, der vil blive indhentet inden for den ramme.
Udgangspunktet for analyserne er desuden, at pengene skal bruges der, hvor flest passagerer får gavn af dem, og det betyder, at pengene først vil blive brugt på de strækninger, hvor der er flest passagerer.
- Vi vil stadig sørge for, at der kan køre tog i hele landet, men vores muligheder for at levere flere tog til tiden vil afhænge af, hvor meget der investeres i den kommende periode, siger Jesper Hansen.
Banedanmarks analyser viser, at der, uanset hvilket investeringsniveau der vælges, er et så stort vedligeholdelsesbehov på jernbanen, at rettidigheden først bliver mærkbart bedre om nogle år.
- Det vil tage tre år at indhente efterslæbet på vedligeholdelsen af jernbanen. Og indtil selve vedligeholdelsesniveauet er genoprettet, vil passagererne opleve forsinkede tog, siger Jesper Hansen.
Jesper Hansen er tilfreds med analyserne, som han betegner som et veldokumenteret og velgennemført stykke arbejde.
Analyserne og den videre politiske behandling af dem er nu overført til Transport- og Energiministeriet.
Analyserne og materiale fra dagens pressemøde kan ses i presserummet på Banedanmarks hjemmeside:
www.banedanmark.dk/presse.
Med venlig hilsen
Banedanmark