(29.10.2009)
Den danske jernbane er 33. mia. kr. værd. Det står fast efter Banedanmark har opgjort jernbanens værdi helt ned på elementniveau.
Skulle du sysle med tanker om at købe en let brugt jernbane, er der nu sat en pris på investeringen: 33 mia. kr. Men så får du også al infrastruktur som skinner, sporskifter, broer, bygninger og køreledninger med i købet. Er du mere til en spritny bane, er genanskaffelsesværdien på al Banedanmarks infrastruktur 92 mia. kr.
Med opgørelsen af jernbanens værdi har Banedanmark kunnet lave en såkaldt infrastrukturbalance.
"Balancen betyder, at vi kender virksomheden, og dens værdi ned i detaljen, og at vi har fået et solidt overblik over, hvor meget vi ejer helt ned på elementniveau," siger Banedanmarks adm. direktør Jesper Hansen.
Det er ikke kun Banedanmark, der har vurderet sin egen værdi. Rigsrevisionen har givet Banedanmark en særlig revisionspåtegning, der viser, at den anser opgørelsen for at give et retvisende billede af virksomhedens aktiver i 2009.
"Det betyder, at vi nu kan lave en såkaldt infrastrukturbalance, således at vi tilsvarende andre virksomheder kan opgøre værdien af vores aktiver," siger Jesper Hansen og tilføjer:
"Derudover er der jo et godt signal i at kunne vise, hvad den skatteyderbetalte jernbane er værd. Der er med andre ord nu skabt gennemsigtighed".
Godt indblik
Opgørelsen giver da også et unikt indblik i både antallet af elementer på jernbanen, og hvad de er værd.
For eksempel er de aldrende signalsystemer "kun" omkring 3, 5 mia. kr. værd i deres nuværende stand, mens værdien af det nye system, som er på vej med Signalprogrammet, er en ganske anden. Værdien af for eksempel sporene og deres "tilbehør" vil også stige i takt med, at Banedanmark fornyer jernbanen.
Samtidig viser opgørelsen, at de helt "tunge drenge" i forhold til infrastrukturens værdi er spor og broer, hvor hver gruppe er mere end 10 mia. kr. værd. Opgørelsen viser samtidig at Banedanmark for eksempel ejer 1976 køreledningsanlæg, 103 elevatorer, 2 rulletrapper, 550 perroner, 1714 broer og 4029 skinner.
Ikke hyldevare
Opgaven med at værdiansætte jernbanen har været lidt speciel, for den danske jernbane er ikke just en hyldevare.
"Vi har opgjort, hvad det koster at opbygge en jernbane med samme funktionalitet som i dag. Vi har valgt at opgøre den sådan, fordi der ikke er et marked. Det er jo ikke som at sætte en fire år gammel Opel til salg på Bilbasen, hvor man kender prisniveauet," siger Ole Munk, der er chefkonsulent i Banedanmark, Økonomi.