Vi elektrificerer mellem Roskilde og Holbæk
Banedanmark elektrificerer jernbanen på den 35 km lange dobbeltsporede strækning mellem Roskilde og Holbæk. Den danske jernbane får i disse år et historisk løft, der vil gøre den mere effektiv, mere driftssikker og mere klimavenlig. Formålet er at gøre banen klar til fremtidens eltog, der er en vigtig del af den grønne omstilling og bliver en stor forbedring for både passagerer, naboerne langs banen og for miljøet.
Vi arbejder med selve elektrificeringen frem til juli 2021, hvor vi tester det nye kørestrømsanlæg.
* Vi rammer betonfundamenter i jorden
* Masterne bliver kørt ud og monteret i fundamenterne
* Derefter trækker vi køretråd mellem masterne
* Endelig tester vi kørestrømsanlægget
Hvornår arbejder vi
For at forstyrre togtrafikken mindst muligt arbejder vi på hverdagsnætterne fra søndage aftener til fredage morgener i tidsrummet kl. 20.00 til 05.00. Desuden arbejder vi en række weekender omkring Holbæk Station. I weekenderne i ugerne 41, 44 og 45 rammer vi mastefundamenter i jorden på og omkring Holbæk Station.
Noget af arbejdet vil være støjende og kan medføre vibrationer. Det gælder især, når vi rammer de 12 meter lange mastefundamenter i jorden, hvilket sker hen over efteråret. Det tager i alt ca. ½ time at slå et fundament i jorden, og da det er mørke måneder, bliver vi også nødt til at bruge projektørlys. Vi rykker dog hurtigt videre. På et tidspunkt kommer vi igen forbi, nu i det andet spor.