Vibrering og ramning af spuns ved Viborgvej

Banedanmark er ved at gøre klar til den kommende elektrificering af jernbanen mellem Aarhus og Lindholm. Det betyder, at over 50 broer på strækningen skal bygges om, så der bliver plads til kørestrømsanlægget.

I Randers er vi i gang med at ombygge den vejbærende bro på Viborgvej, som kommer til at få et nyt forløb, når vi er færdige. Arbejdet med at ombygge broen varer frem til juni 2019.

Støjende arbejde
I perioden fra 11.-28. marts arbejder vi med nedvibrering og ramning af spuns på nordsiden af Viborgvej. Vi vil som udgangspunkt vibrere spunsen i jorden, da det er mest skånsomt for naboerne. Men vi med stor sandsynlighed også behov for at ramme spunsen ned i jorden det sidste stykke, da jordbunden kan være meget hård.

Spunsarbejdet ved Viborgvej kommer til af foregå i aften- og nattetimerne. Samtidig vil der løbende være anden byggeaktivitet på byggepladsen, da vi arbejder i døgndrift. Arbejdet med vibrering og ramning af spuns vil være meget støjende for dig som nabo. Der vil desuden være støj fra anlægsmaskiner og øget tung trafik i området. Ved akutte udfordringer uden for almindelige arbejdstid kan naboerne kontakte vores døgnbetjente vagttelefon: 7021 1478.

Hvis arbejdet med vibrering og ramning forløber planmæssigt, kan vi undgå at udføre meget støjende arbejder nætterne mellem fredag/lørdag og lørdag/søndag i perioden mellem den 11. og 28. marts.

Næste skridt
Efter overnævnte arbejde starter vi med nedbrydning af den gamle støttevæg, som foregår i totalspærringen i påsken. I vil få mere information om dette, når vi nærmer os påsken.

Trafikken på Viborgvej
Viborgvej bliver i perioden fra 11.-28. marts spærret for vejtrafik i aften- og nattetimerne. Der vil blive etableret omkørselsveje for trafikanterne. Der kan forekomme indgreb i vejtrafikken i dagtimerne.

Åben skurvogn
Mens arbejdet står på vil vi holde ’åben skurvogn’ et antal gange. Første gang bliver:

  • Onsdag den 7. marts kl. 16-18.00
Det foregår på byggepladsen ved Viborgvej. Her kan du som nabo møde byggeledelsen, høre mere om arbejdet og få en snak om de udfordringer, som der er i forbindelse med vores arbejde. Kommer du i bil, bedes du parkere udenfor byggepladsen og benytte gangstien på højre side af adgangsvejen til byggepladsen. Du finder byggeledelsen i de første skurvogne til højre, når du kommer ind på pladsen. Af hensyn til sikkerhed på pladsen, er det ikke tilladt at gå rundt på byggepladsen.

Yderligere information og kontakt
Banedanmark forsøger så vidt muligt at mindske generne for både naboer og trafikanter og informerer løbende om anlægsarbejdet via breve, hjemmeside og facebook.

Sms-service
Vi bruger også sms til at informere vores naboer. Hvis du ikke har modtaget sms fra os, kan det fx skyldes, at du har en firmabetalt mobil, der ikke er registreret i området. Hvis du gerne vil sikre dig, at du får sms fra os, kan du tilmelde dig vores sms-service på vores hjemmeside. Tilmeld dig her.