Banens forløb

De første 950 meter af banen anlægges på det nuværende baneterræn ved Lindholm. Herfra drejer banen mod nordvest og går gennem en mindre del af kolonihaveområdet Voerbjerglund, før den krydser Lindholm Å på en ny bro.

Banen føres tværs over den tidligere losseplads, inden den passerer Thistedvej, som føres over banen på en vejbro. Banen fortsætter nord om Lergravssøerne og videre ud langs Lufthavnsvej.

Ved lufthavnen etableres en station og et klargøringsspor. Det nuværende klargøringsanlæg ved Lindholm Station flyttes til en ny placering tæt på lufthavnen.

Banen placeres ca. 1 meter over terræn og får en samlet længde på ca. 3 kilometer.

Ny bro skal føre lufthavnsbanen over Lindholm Å

Lufthavnsbanen skal føres over Lindholm Å på ca. 19 meter lang bro, der opføres ud for det nordvestlige hjørne af kolonihaveområdet Voerbjerglund. I den forbindelse omlægges åen over en strækning på ca. 90 meter. Omlægningen sker for at begrænse længden af broen.

Thistedvej krydser banen på en ny bro

En ny vejbro og tilhørende dæmning skal føre Thistedvej over den nye bane. Bro og dæmning får en samlet længde på 550 meter, og broen bliver 8 meter høj på det højeste punkt. Højden sikrer, at der er plads til kørestrømsanlægget til den kommende elektrificering af lufthavnsbanen.