Banedanmark fornyer perron på Kværndrup Station

Banedanmark er begyndt at bygge ny perron i Kværndrup. Perron 1 får dermed et tiltrængt løft og skal stå klar til december.

 

De forberedende arbejder er sat i gang på stationen i denne uge, hvor Banedanmark river perron 1 ned for at erstatte den med en 90 meter lang perron, så passagererne igen kan stige af og på toget fra perronen.

 

Af hensyn til både naboer og passagerer har Banedanmark valgt at installere en såkaldt platformsperron. Det betyder, at elementerne til perronen, der er over fem meter lange, bliver støbt på en betonelementfabrik, hvorefter vi samler og monterer dem på borede pæle på byggepladsen.

”Passagererne kommer igen til at kunne benytte perronen ved spor 1, og det giver både fordele for passagererne og bedre muligheder for, at togene kan krydse på Kværndrup Station. Perronen kommer til at stå klar i december, og den bliver udstyret med blandt andet ledelinjer, så synshandicappede får bedre ved at orientere sig,” fortæller anlægschef Tom Serup Andersen.

Togdriften påvirker ikke Egeskov Marked
Entreprenørarbejdet bliver stillet i bero, mens Egeskov Marked afvikles over tre dage fra den 13. til den 15. september.

”Vi har fået mange henvendelser fra borgere, som er bekymrede for, om det påvirker togdriften. Toget kører, som det plejer fra spor 2, mens arbejdet står på, og arbejdet med at bygge den nye perron har stort set ingen effekt for køreplanen, fordi togene i forvejen ikke standser ved perron 1,” siger Tom Serup Andersen.

 

For yderligere informationer kan journalister henvende sig til Banedanmark presse på telefon 8234 1313