Togbusser erstatter S-tog over fem dage mellem Hillerød og Gentofte

Banedanmark skal over fem dage inkl. Kristi himmelfartsferien udføre den afsluttende integration af S-banens nye signalsystem, CBTC, på Hillerød StationNår arbejdet er afsluttet, vil det nye signalsystem være fuldt implementeret på strækningen mellem Jægersborg og Hillerød, ligesom al trafik på Hillerød station vil være inkluderet. 

Det betyder, at imens arbejdet udføres, bliver S-tog erstattet med togbusser mellem Hillerød og Gentofte fra onsdag den 24. maj til natten efter søndag den 28. maj. Mandag den 29. maj vil linje E være aflyst, og der vil være ændringer på flere S-togslinjer.

"Når vi har udført den afsluttende integration af S-banens nye signalsystem på Hillerød Station, vil denne strækning være den første, hvor det nye signalsystem er fuldt integreret, med de fordele det giver i form af færre forsinkelse og øget fleksibilitet. Det vil samlet set give passagererne en mere robust og punktlig oplevelse," siger Jan Schneider-Tilli, programdirektør for Signalprogrammet i Banedanmark.  

Siden 2016 har det nye signalsystem været i drift på S-togsstrækningen mellem Jægerborg og Hillerød, men på Hillerød Station er nogle af sporskifterne blevet styret af et anlæg, hvor nogle af komponenterne er helt tilbage fra 1912. 

Efter Kristi himmelfartsferien bliver det gamle anlæg taget ud af drift, og Hillerød Station vil fremover blive styret fra København. Det vil give bedre mulighed for at optimere køreplanen og sikre at tog venter på hinanden. Derudover vil det give Lokaltog langt større fleksibilitet i forhold til at kunne krydse ind over S-banesporene, hvis materiellet skal på Lokaltogs værksted, som ligger i den anden ende af stationen.  

"Når integrationen af Hillerød Station er afsluttet, betyder det, at hele stationen kan styres på det nye signalsystem. Dermed overgår trafikstyringen af Hillerød Station til S-banens trafikstyringscentral i København. Fremover kan der langt mere simpelt laves fælles, koordinerede køreplaner for S-tog og Lokaltog, hvilket i sidste ende vil komme passagererne til gode," siger Jan Schneider-Tilli. 

Som en del af integrationen af Hillerød Station i det nye signalsystem skal Banedanmark også opdatere 127 af DSB's togsæt med ny software. 

Trafikoverblik
24. maj - 28. maj: Togbusser mellem Hillerød og Gentofte 

29. maj: Der kører færre men længere tog:

Linje E er aflyst
Linje A kører mellem Køge og Farum hvert 10. minut. Stop på alle stationer
Linje B kører mellem Høje Taastrup og Hillerød hvert 10. minut. Stop på alle stationer
Hold dig orienteret om trafikken på Rejseplanen og dsb.dk

For yderligere oplysninger kontakt Banedanmark presse på tlf. 8234 1313