Banedanmarks digitale signalsystem i Jylland er oppe at køre igen

I torsdags blev flere strækninger i Jylland ramt af et nedbrud i det nye digitale signalsystem. Problemerne påvirkede trafikken på flere strækninger, mens Banedanmark sammen med leverandørerne af signalsystemet arbejdede på at finde og rette fejlen.
Det lykkedes sent fredag aften, hvor signalsystemet igen blev stabilt.
"Fejlen i signalsystemet i Jylland er fundet og rettet fredag aften. Systemet kører nu normalt, men efter aftale med jernbanevirksomhederne fastholdes den udmeldte let reducerede køreplan for weekenden for GoCollective, Nordjyske Jernbaner og Midtjyske Jernbaner, idet DSB kører fuld trafik fra i morgen søndag. Der vil være normal trafik i Jylland fra mandag morgen. Banedanmark skal stærkt beklage de gener, som passagerne har oplevet. Man kan holde sig opdateret om den trafikale situation via rejseplanen og jernbanevirksomhedernes hjemmesider,” siger Banedanmarks Trafikdirektør Peter Svendsen.
Siden torsdag har både Banedanmarks og leverandørernes eksperter undersøgt årsagen til nedbruddet. I den kommende tid vil Banedanmark sammen med leverandørerne analysere fejlen nærmere.
Banedanmarks direktør for digitale signaler, Kirsten Winther Jørgensen, siger:
”Der er tale om en data-kommunikationsfejl mellem to komponenter, som nu er rettet. Det eneste positive har været, at Banedanmarks procedurer for større nedbrud og cyberangreb samt kriseberedskab har fungeret godt. Således har vores leverandører fx haft aktiveret et meget stort fejlfindings-beredskab med mange medarbejdere på arbejde på tværs af Europa."

Lillebæltsbroen fylder rundt
I 90 år har Lillebæltsbroen bundet Danmark sammen, og den ca. 300.000 tons tunge beton- og stålkonstruktion er i god form og klar til 90 år mere. Lørdag den 10. maj bliver fødselsdagen markeret på begge sider af broen – og naturligvis også på selve broen.

Banedanmark fornyer S-banen mellem Svanemøllen og Hillerød
Fra maj til oktober 2025 arbejder Banedanmark med en omfattende sporfornyelse af S-banestrækningen mellem Svanemøllen og Hillerød.

Nu kører togene mellem Bramming og Tønder samt Esbjerg og Lunderskov på digitalt signalsystem
Banedanmark har nu taget det nye digitale signalsystem i brug på strækningerne Bramming-Tønder og Esbjerg-Lunderskov. Opgraderingen vil på sigt give flere tog til tiden og en mere stabil togdrift.

Allersidste hånd på det nye signalsystem i Syd- og Sønderjylland
Banedanmark er i fuld gang med de sidste installationer til det nye digitale signalsystem ved Tønder og Bramming.