Broløft ved Køge Nord Station udsat på grund af kraftig vind

DMI varsler kraftig vind i weekenden, og det er årsagen til, at planlagt broløft ved Køge Nord Station udsættes.

Banedanmarks entreprenør Bladt Industries meddeler, at det på grund af kraftig vind ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at foretage montagen af tonstungt broelement som planlagt i den kommende weekend. 

Efter planen skulle det første af i alt seks broelementer til Køge Nord Stations kommende 225 meter lange gangbro monteres i weekenden den 28. og 29. oktober. DMI varsler dog kraftig vind hele weekenden, og det betyder, at Banedanmarks entreprenør er nødsaget til at udskyde montagen af gangbroens første element.

Montagen forventes udsat til weekenden den 4. og 5. november, hvor vejrforholdene forhåbentligt er bedre. 

Tidsplanen er vejledende, og vi tager forbehold for ændringer.

Læs mere om den nye station på Køge Nord Stations hjemmeside. Du finder os også på Instagram #koegenordstation

Fakta: 

Køge Nord Stations gangbro bliver 225 meter lang
Gangbroen består af i alt seks stålelementer
Stålelementerne er i gennemsnit 10 meter brede og 40 meter lange, måler knap 3 meter i højden og vejer mellem 108 og 144 ton
Gangbroen kommer med elevatorer og rulletrapper til at bestå af ca. 1000 ton stål
Stationen er designet af COBE og Dissing+Weitling i samarbejde med COWI
Køge Nord Station bliver en ny port til København for de 100.000 dagligt passerende, og et vigtigt skridt på vejen for de på sigt over 8.000 daglige brugere.
Anlægget af Køge Nord Station omfatter en 225 meter lang gangbro med dertilhørende rulletrapper, trapper og elevatorer samt perroner på fjernbane og S-bane. Dertil bygges et stort Parkér og Rejs-anlæg ved stationen. 
Byggeriet blev påbegyndt i juli 2016 og stationen åbner i forbindelse med åbningen af Den nye bane København-Ringsted i slutningen af 2018.


For yderligere information kontakt Banedanmarks pressevagt på telefon 82 34 13 13