Højtryk på sporarbejde og broarbejde

Siden forårets begyndelse har Banedanmark været i gang med ombygningen af sporet mellem Langå og Hobro. Samtidig med arbejdet på jernbanen, er vi i gang med at ombygge en central bro i Randers, så der bliver plads til kørestrømsanlægget til fremtidens elektriske tog under den.

Nu går arbejdet ind i den fase, hvor det er nødvendigt at spærre hele sporet på strækningen, og det kommer til at vare i otte uger – fra den 30. juni til den 26. august.

Mellem Langå og Hobro er vi i gang med at lægge nye skinner og sveller på den 45 kilometer lange strækning. Med i projektet er der en større ombygning af Randers Station, som vi er i fuld gang med. Hele sporarealet på stationen bliver bygget om, vi udfører vedligeholdelsesarbejder på perronerne og i perrontunnelen, og desuden skal vi rive de to kommandoposter ned, der står på stationen, og etablere nyt sikringsanlæg.

”Vi har en travl periode foran os, hvor vi ombygger hele Randers Station. Vi udskifter alle spor og sporskifter, som kommer til at ligge andre steder i dag, fordi vi samtidig fjerner en række spor, der ikke er behov for længere. Samtidig får vi udskiftet sikringsanlægget, og så er det ikke muligt at køre tog imens,” siger byggeleder Ole Baungaard Jakobsen.

Kommandoposterne på Randers Station bliver revet ned i forbindelse med, at vi skal udskifte sikringsanlægget. Denne ene var brændt ned for nogle år tilbage, og fra den, som var i brug, fjerner vi først dele, der kan genbruges.

Desuden har vi sendt 300 træsveller til Frilandsmuseet Hjerl Hede.

Broen, der fører Viborgvej over jernbanen
For at minimere generne for passagererne går vi samtidig i gang med at rive den gamle bro, der fører Viborgvej over jernbanen, ned. Den erstatningsvej, som trafikanterne skal køre på i en periode, er anlagt, og vi er godt i gang med at bygge den nye bro.

”Vi har nu bygget den første del af den nye bro og ført en midlertidig erstatningsvej over den del af den nye bro. Og nu går vi så i gang med at rive den gamle bro ned og bygge den nye bro færdig, inden vi fører vejen tilbage til sin permanente placering,” siger projektleder Martin Bøgh Friis.

Arbejdet med at ombygge broerne, der fører henholdsvis Viborgvej og Parkboulevarden over jernbanen, har været i gang siden januar og fortsætter frem til sommeren 2019. Arbejdet på Parkboulevarden, som er et mindre broarbejde end Viborgvej, er først opstartet for nyligt, men afsluttes ligeledes sommeren 2019.

I alt skal omkring 50 broer på strækningen mellem Aarhus og Lindholm ombygges for at skabe den nødvendige frihøjde under broerne til det kommende kørestrømsanlæg.

Trafikken
Mens vi arbejder, vil togene blive erstattet af togbusser. Der kører ingen tog mellem Langå og Skørping, og DSB indsætter togbusser mellem Langå og Aalborg.

Togbusserne er indsat fra lørdag den 30. juni til og med søndag den 26. august

Yderligere informationer

Læs mere om forberedelserne til elektrificeringen af strækningen Aarhus-Lindholm. 

Læs mere om sporombygningen mellem Langå og Hobro.

Følg forberedelserne til elektrificeringen på Facebook

Følg sporombygningen mellem Langå og Hobro på Facebook

For yderligere informationer kontakt Banedanmark presse på telefon 8234 1313.