Hastigheden sænkes efter togulykke
Når togene genoptager trafikken på jernbanen mellem Tinglev og Sønderborg, så sætter de hastigheden ned, når de kører gennem de seks overkørsler, der er udstyret med advarselsanlæg, men ikke har bomme.
Hastigheden gennem overkørslerne bliver sat ned fra 100 kilometer i timen til 70 kilometer i timen. Det vil halvere bremselængden og give lokomotivføreren mere tid til at reagere, hvis der er biler eller mennesker i overkørslen, selv om advarselsanlægget er i gang.
”Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen. Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne til 70 kilometer i timen. Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for frem til, at overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027,” siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.
Samtidig har Banedanmark beskåret beplantningen i overkørslerne yderligere, så udsynet forbedres. Tre af overkørslerne, dem på Kådnervej, Visgårdvej og Kærvej, bliver desuden overvåget i en periode for at sikre, at driften er som den skal være, og overkørslerne ikke tænder, når der ikke kommer tog.
”Vores kunders og medarbejderes sikkerhed har altid højeste prioritet. Derfor bakker vi fuldt op om de her tiltag, der nu iværksættes for at øge sikkerheden. At sænke hastigheden midlertidigt gennem overkørslerne vil skabe mere tryghed for både vores passagerer og vores lokomotivførere, indtil der hurtigst muligt kan etableres mere permanente løsninger. Vi forsætter arbejdet med både Banedanmark og kommunerne for at finde de mest effektive løsninger ovenpå den forfærdelige ulykke sidste uge, der stadig berører os alle dybt,” fortæller Per Schrøder, driftsdirektør i DSB.
Banedanmark har samtidig haft en god dialog med Aabenraa og Sønderborg kommuner om blandt andet rumleriller og skiltning i forbindelse med overkørslerne. Begge kommuner er i gang med at opsætte skilte og etablere rumleriller ved de seks overkørsler.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.
Mindst 35 gange er Banedanmarks broer blevet påkørt i år
Alt for mange lastbiler klemmer sig fast under jernbanebroer, hvilket er både dyrt og besværligt. Banedanmark opfordrer til, at landets vognmænd kigger ekstra grundigt på højderne under landets broer.
Du kan ikke lige nå det…
Antallet af registrerede nærved-hændelser i overkørsler, er steget markant.
Ombygningen af Hillerød Station går ind i ny fase
I september ankommer broelementerne til den nye gangbro på stationen. Elementerne skal samles og klargøres inden de skal løftes på plads i begyndelsen af oktober. Arbejdet giver ændringer for bus-og togtrafikken og i adgangsforholdene på stationen.