Færre tog på Vestfyn efter brand i teknikhytte

Fredag morgen udbrød der brand i en teknikhytte, som benyttes til at styre signaler og sporskifter på Aarup Station. Det betyder, at der kører færre tog i den kommende tid.

Der kører færre tog mellem Odense og Middelfart, efter at en brand fredag morgen raserede en teknikhytte ved Aarup Station. Skaderne betyder, at tog skal rangeres gennem Aarup Station med 40 km/t, og derfor er driften reduceret i den kommende tid.

Det er endnu usikkert, hvor længe det tager at genoprette normal trafik, men det bliver langvarigt og med sikkerhed ikke i løbet af fredagen. Både regional- og landsdelstrafikken er påvirket, og passagerer opfordres til at tjekke Rejseplanen i den kommende tid.

”Vi arbejder på højtryk på at få overblik over skaderne, hvorefter vi vil gå i gang med at udbedre skaderne. Samtidig arbejder vi på at finde en løsning, så vi kan få afviklet trafikken så godt som muligt,” siger Michael Dyrborg, områdechef i Sikring i Banedanmark.

Det er endnu uvist, hvorfor branden opstod, men der er ikke noget, der tyder på, at den var påsat.

Seneste nyt fra Banedanmark