Banedanmark har elektrificeret strækningen mellem Roskilde og Holbæk. Køreledningsanlægget er blevet testet med el-tog i efteråret 2021, og når det nye signalsystem er udrullet på strækningen i 2024, kan der indsættes el-tog i passagertrafikken.
Kort om projektet
I september 2020 gik Banedanmark i gang med at elektrificere jernbanen mellem Roskilde og Holbæk. Her startede arbejdet, som blandt andet medførte etablering af mastefundamenter, opsætning af master og etablering af køretråd. Forud for disse arbejder udførte Banedanmark forberedende arbejder som sænkning af spor og hævning af broer for at gøre plads til kørestrømsanlægget. Disse arbejder blev påbegyndt i foråret 2020.
Om elektrificeringen
Den danske jernbane får i disse år et historisk løft, der vil gøre den mere effektiv, mere driftssikker og mere klimavenlig. Formålet er at gøre banen klar til fremtidens el-tog, der er en vigtig del af den grønne omstilling og bliver en stor forbedring for både passagerer, naboerne langs banen og for miljøet.