Banedanmark tester nyt signalsystem på S-banen i weekenden

BANEDANMARK TESTER NYT SIGNALSYSTEM PÅ S-BANEN PÅ STRÆKNINGERNE HILLERØD – SVANEMØLLEN OG RYPARKEN - KLAMPENBORG DEN 28.-29. OKTOBER. DERFOR INDSÆTTES DER TOGBUSSER FRA NATTEN MELLEM FREDAG OG LØRDAG TIL OG MED SØNDAG AFTEN.

I weekenden går Banedanmark i gang med udrulningen af det nye digitale signalsystem på den næste strækning på S-banen. Før det nye Signalsystem kan godkendes og tages i brug, skal det testes grundigt. Derfor lukkes strækningerne Hillerød-Svanemøllen og Ryparken­-Klampenborg, og der indsættes togbusser fra lørdag d. 27. oktober kl. 1:30 til og med søndag d. 28. oktober.

Arbejdet er lagt i weekenden af hensyn til pendlertrafikken. 

Da det er ét samlet signalsystem som testes, er det nødvendigt at medtage Nordbanen mellem Jægersborg og Hillerød i weekendens tests. Der vil dog stadig køre lokaltog fra Hillerød St.

Rejseplanen er opdateret med ændringerne.

Flere weekendtest i 2019

Weekendspærringen er den første af tre. De to andre spærringer finder sted i 2019. De konkrete datoer vil blive meldt ud, når planerne ligger endelig fast. Systemet tages endeligt i brug på strækningen i første halvår af 2019

Oprindeligt skulle strækningen have været sat i drift i november 2018, men Banedanmark har vurderet det mest hensigtsmæssigt at udskyde ibrugtagningen af strækningen til 2019.

Togbusser erstatter S-tog

S-togene erstattes af togbusser på strækningerne mellem Nordhavn og Hillerød samt strækningen mellem Bispebjerg og Klampenborg fra natten efter fredag til om med søndag. Linjerne A, B, C og F påvirkes. Tjek, hvordan de påvirkes, og hvad det betyder for dig på rejseplanen.dk, der er opdateret med ændringerne.

Nyt signalsystem på S-banen

CBTC er en forkortelse for Communication Based Train Control, et system baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner. Systemet anvendes i flere andre storbyer, såsom New York, Paris og London. Så systemet er kendt og afprøvet teknologi, men det skal tilpasses danske forhold. De næste år skal alle signaler på S-banen udskiftes for at mindske antallet af signalfejl og forsinkelser. Med det nye signalsystem kan farten hæves fra 100 til 120 km/t på nogle strækninger, og togene kan køre ned til 1,5 minutter efter hinanden uden at gå på kompromis med sikkerheden – i dag er afstanden 2,5 minutter. Det betyder, at forsinkelser lettere kan indhentes, at der kan køre flere tog, samt at punktligheden kan hæves.

CBTC-signalsystemet har været i brug på strækningen Jægersborg-Hillerød siden 2016.

Læs mere om signalsystemet på S-banen på Banedanmarks hjemmeside.