Nyt digitalt signalsystem giver flere S-tog til tiden

Banedanmarks nye digitale signalsystem på S-banen giver passagerne flere S-tog til tiden, viser en ny opgørelse. Det er netop sat i drift mellem Jægersborg-Klampenborg og Svanemøllen-Ryparken.

 

Banedanmarks nye digitale signalsystem er nu sat i drift på S-banen i det afsnittet mellem Jægersborg-Klampenborg og Svanemøllen-Ryparken. Det erstatter de gamle lyssignalanlæg langs sporet, som er forældede og nedslidte og er den væsentligste årsag til forsinkede S-tog.

 

Det moderne, digitale system er baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner og anvendes i flere andre storbyer såsom New York, Paris og London. Det har været i drift mellem Jægersborg og Hillerød siden 2016. Selvom der har været forsinkelser og børnesygdomme i starten, er der i dag færre forsinkelser på grund af signalfejl på strækningen: 

 

”I de første fem måneder af 2019 har 20 procent færre ankomster været påvirket af signalfejl på strækningen Jægersborg-Hillerød, sammenlignet med de første fem måneder af 2015, hvor det gamle signalsystem var i drift. Det er en markant fremgang, som kommer passagererne til gavn,” siger direktør for Signalsystemer, Søren Boysen fra Banedanmark.

 

Flere tog til tiden til passagerne

”Vi er stolte over, at passagererne mellem Jægersborg og Svanemøllen og Ryparken-Klampenborg nu også kan køre med det nye moderne signalsystem, som giver færre signalfejl, flere tog til tiden og bedre trafikinformation til passagerne,” siger direktør for Signalsystemer, Søren Boysen fra Banedanmark og fortsætter:

 

”Vi kan naturligvis ikke love, at alle S-tog vil køre til tiden. Men vi arbejder hårdt for, at det nye signalsystem, når det er fuldt udrullet på S-banen, vil fjerne cirka 50 procent af alle signalfejl – og det håber jeg, kan få mundvigene endnu højere op hos passagererne.”

 

Det forventes, at det er den nordvestlige del af S-banenettet, som næste gang får glæde af det nye system.

 

Fakta om digitale signaler

  • Med det nye digitale system får lokomotivføreren information om signaler og køretilladelser direkte ind i førerhuset. Der er færre elementer, som kan gå i stykker i sporene og dermed færre signalfejl.

  • Signalsystemet på S-banen hedder CBTC og er en forkortelse for Communication Based Train Control. Systemet er baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner og anvendes i flere andre storbyer såsom New York, Paris og London. CBTC-signalsystemet er altså kendt og afprøvet teknologi, men det skal tilpasses danske forhold. De næste år udskifter vi alle signaler på S-banen. Det gør vi for at mindske antallet af signalfejl og forsinkelser.

Læs mere om signalsystemet på S-banen på Banedanmarks hjemmeside.