Adgang til Banedanmarks lokationer

Banedanmark er forvalter af kritisk infrastruktur, og derfor er der omfattende sikkerhedsforanstaltninger på Banedanmarks lokationer. Dette indebærer begrænset adgang samt områder med skærpet sikring såsom tv-overvågning og alarmer.

De skærpede sikkerhedsforanstaltninger indebærer også et krav om altid at bære synligt og gyldigt id-/adgangskort på Banedanmarks lokationer. Eksterne samarbejdspartnere med et vedvarende behov for adgang til en eller flere Banedanmark-lokationer skal derfor have udstedt et personligt id-/adgangskort.

 

Typer af adgangsmedier og identifikation

Id-/adgangskort

Id-/adgangskort er i plastik og kan give adgang til eks. bygninger og lokaler via kortlæsere. Id-/adgangskort er personlige og med påtrykt navn, billede og farvekode. Kontakt din Banedanmark-kontaktperson for at få udstedt et personligt id-/adgangskort. Eksterne samarbejdspartnere, som kun skal opholde sig på en Banedanmark-lokation i en begrænset periode, kan få udstedt et midlertidigt kort, der kan give adgang til bestemte områder på Banedanmarks lokationer.

Legitimationskort

Legitimationskort er ikke det samme som et id-/adgangskort. Legitimationskort udstedes i forbindelse med beståede kurser afholdt af Banedanmark. Kortene har en unik QR-kode, som eks. SR-arbejdsledere, sporspærringsledere og jernbanearbejdsledere scanner i forbindelse med medarbejdernes arbejde i og ved sporet. Dette gøres ved hjælp af Banedanmarks Scanningsapplikation. Legitimationskortet giver ikke adgang til Banedanmarks bygninger eller områder, men er typisk en forudsætning for at kunne arbejde i Banedanmarks infrastruktur.

CyberKeys

I Banedanmark er mange interne medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere i besiddelse af en CyberKey. Det elektromekaniske nøglesystem bruges på mange Banedanmark-lokationer, og findes også i infrastrukturen, eks. på hytter langs banen. Kontakt din Banedanmark-kontaktperson for at få udstedt en CyberKey. Oplever du akut problemer med din CyberKey, kan du ringe hele døgnet på 8234 6666.

 

Regler for eksterne

1. Id-/adgangskortet skal altid bæres synligt

Dit id-/adgangskort er strengt personligt og skal til enhver tid bæres synligt. Derfor må du heller ikke låne dit kort ud. Har du mistet dit id-/adgangskort skal du omgående henvende dig til din Banedanmark-kontaktperson.

2. Respekter altid adgangsbegrænsninger på dit adgangsmedie

Banedanmarks lokationer omfatter områder med begrænset adgang. Oplever du, at dit id-/adgangskort, CyberKey eller andet adgangsmedie ikke giver dig adgang til et område, skal dette respekteres. Du kan kontakte din Banedanmark-kontaktperson for yderligere information.

3. Hvem går med dig? Luk aldrig uvedkommende personer ind

Vær opmærksom på personer der går med ind, når du åbner en dør. Fænomenet kaldes ” Tailgating” og finder sted, når uautoriserede personer skaffer sig adgang til sikre områder ved at gå med, når en dør åbnes, eks. med et id-/adgangskort. Kig altid efter id-/adgangskort.

4. Beskyt Banedanmarks informationer

Husk altid at låse fortrolige informationer inde, hvis du bevæger dig væk fra din arbejdsstation – også, hvis det kun er i en kort periode.

5. Reager, hvis du har mistanke om brud på sikkerheden

Bliver du opmærksom på sikkerhedsbrud, skal du straks kontakte Servicedesk på mail 14700@bane.dk eller telefon 8234 4700. Dette gælder også, hvis der er tale om en mistanke om brud på sikkerheden.

 

I Banedanmark er vi opmærksomme på, at sikkerhedsforanstaltninger kan virke besværlige. Men som forvalter af kritisk infrastruktur er vi forpligtede til at passe på vores medarbejdere, bygninger og informationer. Det skal alle bidrage til – både Banedanmarks medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere.