Intensivt arbejde på Aarhus Banegård hen over sommeren

Der er i sommerens løb sket meget på den gamle jernbane i Aarhus. De gamle perroner til sporene 4-7 blev fjernet i foråret, så hen over sommeren har Banedanmark arbejdet på at bygge de nye og længere perroner.
Arbejderne skrider godt fremad, men selvom der er et stykke vej endnu, kan man allerede nu fornemme, hvordan de nye perroner, som skal være færdige i starten af 2026, kommer til at se ud.
Sporene ved de fire perroner er samtidig blevet sænket, så der nu er plads til at installere det kommende kørestrømsanlæg under Bruuns Bro og Vandrehallen.
Sommeren har budt på en del ekstraarbejde med de nye perroner, da vi havde forventet at kunne genbruge større dele af de gamle perroner. Det viste sig ikke at være muligt, og det gjorde, at arbejdet tog lidt længere tid end forventet.
Også på sporene, der støder op til Aarhus Banegård, har vi arbejdet på fuld kraft. Her har vi bl.a. lagt flere nye sporskifter i, og vi har løbende justeret sporene. Vi er ikke helt færdige i dette område endnu, så i løbet af efteråret skal vi lægge endnu tre nye sporskifter i, hvor vi efterfølgende justerer sporet.
Ødelagt borehoved har ført til forsinkelse af tunnelarbejdet
Banedanmark har desuden boret en tunnel under banen ved Værkmestergade, hvor de mange nødvendige kabler til banen skal føres. Her stødte vi i løbet af sommeren ind i udfordringer, da borehovedet blev ødelagt, fordi det ramte en gammel spunsvæg, som ikke var kortlagt korrekt.
Reparation af borehovedet medførte nogle dages forsinkelse, hvilket betød, at vi har måtte arbejde intensivt både dag og nat i en periode herefter. Nu er borearbejdet overstået, og arbejdet skrider igen planmæssigt fremad.
Vi er ved at rydde arbejdspladsen, mens vi samtidig færdiggør arbejderne med etablering af ledninger omkring og i tunnelen. Afspærringerne, som lige nu generer trafikanterne på Værkmestergade, bliver fjernet, så snart det er muligt. Som det ser ud lige nu, forventer vi at åbne i slutningen af august.
Etablering af byggepladsen ved Bjørnholms Allé
Ved Bjørnholms Allé har vi været i fuld gang med at etablere den kommende byggeplads. I løbet af sommeren er skurbyen skudt op, og den bliver allerede anvendt af både vores egne og entreprenørens folk.
Lige nu er vi i gang med at støbe et solidt fundament til pladsens store kran, som ankommer senere i efteråret. Samtidig er vi i gang med at forberede solide køreveje på pladsen til dumpere, grave- og øvrige anlægsmaskiner.
Brabrandstien forbliver lukket
Efter etablering af byggepladsen ved Lokesvej havde Banedanmark tidligere på året en forventning om at kunne genåbne adgangen til Brabrandstien i sensommeren. Det har desværre vist sig umuligt af sikkerhedsmæssige årsager. Det betyder, at adgangen til Brabrandstien vil forblive lukket til og med midten af 2026.

Hold dig opdateret om Aarhus H
Få sidste nyt fra ombygningen af Aarhus Hovedbanegård samt invitationer til aktiviteter og events i forbindelse med byggeriet.
Tilmeld dig Nyt fra Aarhus H
Nu kommer der mere aktivitet på Aarhus H-projektet
Projektet med den store opgradering af Aarhus Hovedbanegård går i efteråret ind i en fase med flere aktiviteter på og omkring byggepladserne. Det kan mærkes i hele området omkring banegården. Få indblik i, hvad det betyder for dig, der går, cykler eller bor i nærheden.

Kom med byggechefen på arbejde
Sommer efter sommer står byggechef Jan Rudebeck i sporene og skifter spor, sveller og skærver. I år er han byggechef på Aarhus Hovedbanegård, hvor han bruger sine mange års erfaring til at bygge banen bedre.

Et hav af minder blev byttet for skinner
Banedanmark inviterede søndag til åben byggeplads på Aarhus Hovedbanegård, hvor aarhusianerne fik et særligt indblik i byggeriet af jernbanen, der netop nu gennemgår en omfattende opgradering. En gammel skinne fra Hovedbanegården blev uddelt i små stykker til aarhusianere med mindeværdige oplevelser fra banen.

Helle gør Aarhus Hovedbanegård klar til fremtidens el-tog
På Aarhus Hovedbanegård står projektchef i Banedanmark Helle Thambo. Her jonglerer hun med tidsplaner, entreprenører, borgere og samarbejdspartnere for at lykkes med det gigantiske anlægsprojekt, som er godt i gang i Aarhus.