140 tons tunge broelementer hejses på plads over Køge Bugt Motorvejen

Arbejdet med Køge Nord Stations gangbro går ind i næste fase, når vi fra fredag den 15. december og frem til mandag den 18. december hejser stationsbroens næste broelementer på plads henover Køge Bugt Motorvejen "Vi skal hejse to broelementer på henholdsvis 149 og 139 tons på plads, og det ene element skal monteres henover Danmarks mest trafikerede motorvej. Det kræver præcision og plads, da vi skal bruge to store kraner til at løfte de tonstunge broelementer på plads. Derfor er det også nødvendigt at omlægge trafikken, imens vi udfører arbejdet, siger Kristian Hoffmann, byggeleder i Banedanmark.  
 
"Vi har et tæt samarbejde med Vejdirektoratet, der hjælper os med at få trafikken til at glide så glat som muligt. Man må forvente lidt længere rejsetid, når vi omlægger trafikken og reducerer antallet af kørespor fra fire til to i hver retning."
 
Banedanmarks entreprenør Bladt Industries ser frem til den kommende montage, der bliver endnu en vigtig etape i byggeriet af den spektakulære gangbro til Køge Nord Station.
 
"Arbejdet med den nye gangbro er indtil videre primært foregået ved S-banen gemt væk bag støjvæggene ved motorvejen. Vi ser nu frem til, at gangbroen bliver synlig for alle, der kører forbi på Køge Bugt Motorvejen", udtaler Divisionschef Kim Bringsjord, Bladt Industries.
 
Montagen af de i alt seks elementer til den 225 meter lange gangbro, er delt op i flere etaper. Det første element blev monteret henover S-banen i starten af november, og de næste to elementer løftes på plads henover Køge Bugt Motorvejens nordgående spor i den kommende weekend.
 
De tre sidste elementer forventes at ske i starten af 2018.
 
Trafikoverblik
Fra fredag aften den 15. december og frem til mandag morgen den 18. december ledes trafikken fra de fire nordgående spor over i to af de sydgående spor. Det betyder, at der kun vil være to spor farbare i hver retning med nedsat hastighed, mens montagen finder sted.
 
Tager forbehold for ændringer i tidsplanen
Montagen af de tonstunge elementer kræver gode vind- og vejrforhold, og derfor tager vi forbehold for ændringer i tidsplanen.

Ny gangbro forbinder S-bane med ny bane 

Når gangbroen til Køge Nord Station står færdig, strækker den sig over S-banen, Køge Bugt Motorvejen samt den nye bane mellem København og Ringsted. 
 
Gangbroen skal fra maj 2019 gøre det muligt hurtigt og enkelt at skifte mellem S-banen på den sydlige side af Køge Bugt Motorvejen og den nye bane mellem København og Ringsted på den nordlige side af motorvejen.
 
Fakta: 

  • Køge Nord Stations gangbro bliver 225 meter lang
  • Gangbroen består af i alt seks stålelementer
  • Stålelementerne er i gennemsnit 10 meter brede og 40 meter lange, måler knap 3 meter i højden og vejer mellem 108 og 144 ton (uden klimaskærm)
  • Gangbroen kommer med elevatorer og rulletrapper til at bestå af ca. 1000 ton stål
  • Stationen er designet af COBE og Dissing+Weitling i samarbejde med COWI
  • Køge Nord Station bliver en ny port til København for de 100.000 dagligt passerende, og et vigtigt skridt på vejen for de på sigt over 8.000 daglige brugere.
  • Anlægget af Køge Nord Station omfatter en 225 meter lang gangbro med dertilhørende rulletrapper, trapper og elevatorer samt perroner på fjernbane og S-bane. Dertil bygges et stort Parkér og Rejs-anlæg ved stationen. 
  • Byggeriet blev påbegyndt i juli 2016 og stationen forventes at stå klar i forbindelse med åbningen af Den nye bane København-Ringsted i sommeren 2019.
     

Læs mere om den nye station på Køge Nord Stations hjemmeside. Du finder os også på Instagram #koegenordstation

For yderligere information kontakt Banedanmarks pressevagt på telefon 82 34 13 13