Banedanmark er gået i gang med at elektrificere jernbanebroen over Limfjorden

Elektrificeringen af jernbanebroen over Limfjorden er skudt i gang. Arbejdet fortsætter i 2027, hvor broen kan blive Danmarks første elektrificerede klapbro.

Banedanmark er i fuld gang med at elektrificere det danske jernbanenet, og nu er turen kommet til jernbanebroen over Limfjorden.

Elektrificeringen af jernbanebroen over Limfjorden er én af de få brikker, der mangler, før der kan køre eltog på den jyske hovedstrækning fra Fredericia og helt til Aalborg Lufthavn.

Arbejdet med at elektrificere broen startede i uge 38, og i de følgende uger vil der blive opsat kørestrømsmaster, kørestrømsskinner og køreledning på broen.

Der bliver arbejdet på broen i fire uger i denne omgang, og i 2027 vil arbejdet fortsætte med fokus på at elektrificere broklappen.

”Arbejdet er komplekst, fordi broen er gammel, og fordi vi aldrig har gjort noget lignende før. Det mest spændende øjeblik bliver, når vi skal tilføje ekstra vægt til broklappens kontravægt. Fordi broklappens vægt øges, når kørestrømsanlægget kommer på, skal broklappens kontravægt gøres næsten 25 tons tungere, så broen kommer i ligevægt, og broklappen kan gå ubesværet op og ned,” siger Martin Løgstrup, der er projektchef i Banedanmark.

Jernbanebroen over Limfjorden, der forbinder Aalborg og Nørresundby, er 403 meter lang og består af ni brofag, der er opbygget som gitterdragere i stål.

Det midterste af de ni brofag kan åbnes for sejltrafik, og det har krævet en helt særlig løsning at elektrificere en broklap. Designet består af tre kørestrømsmaster, som bliver monteret i bevægelige skinner, så de lægger sig ind til broen, når broklappen går op.

Når elektrificeringen af broen afsluttes i 2027, kan den blive Danmarks første elektrificerede klapbro. 

De sværeste meter

Det har været en lang og vanskelig proces at designe kørestrømsanlægget, fordi det er det første af sin slags i Danmark. Derfor har Banedanmark og Banedanmarks entreprenører søgt inspiration i Tyskland for at nå frem til det endelige design.

”Det er lidt af en ingeniørbedrift, at det overhovedet kan lade sig gøre at elektrificere broen. Det har taget flere år at nå frem til det helt rigtige design, som tager højde for broens alder, konstruktion, bæreevne og ikke mindst klappen, der skal kunne åbne og lukke. Ud over at være den første elektrificerede klapbro i Danmark, er det nok også de allersværeste meter overhovedet i elektrificeringen af jernbanenettet,” siger Lars La Cour, der er designchef i Banedanmark.

Arbejdet med at elektrificere broen vil blive udført om natten i uge 38-41. I de uger vil broen være lukket for tog- og gangtrafik fra klokken 20-05.

Der vil desuden være lukket for gennemsejling fra mandag 21/9 kl. 20 til tirsdag 29/9 kl. 6.

Det vil fortsat være muligt at sejle under broen, hvis det ikke kræver åbning af broklappen.

Jernbanebroen over Limfjorden

Om Jernbanebroen:  

  • Jernbanebroen over Limfjorden er 403 meter lang og forbinder Aalborg med Nørresundby med en enkeltsporet jernbane.

  • Jernbanebroen blev oprindeligt bygget i 1928 til brug i Frederikssund. Da den jernbanestrækning blev nedlagt, valgte man at flytte hele brokonstruktionen til Aalborg. Her blev den genopført på nye bropiller og taget i brug i 1938.

  • Jernbanebroen fik i 2017 monteret en gang- og cykelbro.

  • Jernbanebroen består af ni brofag, der er opbygget som gitterdragere i stål, og broen understøttes af 8 bropiller.
  • Det midterste af de ni brofag er et klapfag med en gennemsejlingsbredde på 30 meter.
  • I 2025 var der cirka 3000 åbninger af jernbanebroen fordelt hen over året.  I perioden fra 1. maj til 30. september er der flest åbninger.

  • På en almindelig hverdag kører der ca. 130 tog over broen.

Seneste nyt fra Banedanmark