Banedanmark fornyer sporene på travl strækning ved Snoghøj
Jernbanen ved Snoghøj får i det kommende halve år en tiltrængt fornyelse, når Banedanmark udskifter fire sporskifter på den travle jyske hovedstrækning. Samtidig fornyes skinner, sveller og skærver før og efter sporskifterne, og der udføres arbejde på en bro over motorvejen.
Det er et omfattende og nødvendigt arbejde, som kommer til at løfte kvaliteten af sporene, siger projektleder Niels Tolstrup:
”De fire sporskifter ved Snoghøj er gamle, og risikoen for at de fejler og skaber forsinkelser bliver stadig større. Når vi er færdige, er jernbanen i bedre stand og klar til fremtidens togdrift. Det samme gælder fugtisoleringen på motorvejsbroen, som har overskredet den forventede levetid og trænger til at blive skiftet,” siger Niels Tolstrup.
Projektet kommer til at påvirke trafikken på både jernbanen og motorvejen. Mens arbejdet står på, vil det ene spor i perioder være spærret, så der kan køre tog i det andet spor. Der vil også være perioder, hvor begge spor er spærret, og her bliver der i stedet indsat togbusser. Desuden bliver motorvejen i perioder afspærret nogle timer om natten, mens der lægges plader ud og sættes afskærmning op mod motorvejen.
”Vi har tilrettelagt arbejdet, så vi forstyrrer så lidt som muligt, men vi kan ikke arbejde, uden at det kan mærkes af togpassagerer og bilister. Vi opfordrer togpassagerer til at planlægge deres rejse på Rejseplanen, mens bilister med fordel kan følge med på Trafikinfo.dk,” siger Niels Tolstrup.
Arbejdet ved Snoghøj gik i gang i februar og forventes at være færdigt i slutningen af august.
Banedanmark skal:
- Udskifte fire sporskifter ved Snoghøj
- Udskifte sporkasse, sveller og skinner i forlængelse af sporskifterne
- Udskiftning af fugtisolering på brodækket på motorvejsbro
- Forhøje på kanterne på begge sider af broen
Store baneprojekter påvirker pinsetrafikken
I pinsen skal der arbejdes på store baneprojekter på både Sjælland og Fyn. Derfor indsætter DSB togbusser fra Ringsted til Fredericia.
Elektrificeringen af jernbanen forventes at blive forsinket
Banedanmark forventer ikke, at elektrificeringen af den jyske hovedstrækning fra Fredericia-Aarhus-Aalborg bliver færdig til december 2026 som planlagt.
Ekstraordinært mange hastighedsnedsættelser forårsager forsinkelser i landsdelstrafikken
Der er fundet historisk mange fejl på skinnerne på flere strækninger, og det betyder hastighedsnedsættelser og længere rejsetider.
Cykelparkeringen ved Bruuns Bro i Aarhus er blevet lukket før planlagt
Konstruktionen ved siden af Bruuns Bro i Aarhus er så svækket, at cykelparkeringen mandag den 13. april blev lukket med øjeblikkelig virkning. Cyklerne blev i de efterfølgende dage flyttet til en nærliggende lokation.