Fuld fart på fornyelsen af Frederikssundsbanen

Første juni kørte S-togene på Frederikssundsbanen i garagen for sidste gang over en længere periode, og blev erstattet af gule entreprenørmaskiner og en masse folk i orange tøj
Det var nemlig startskuddet til den store renovering og fornyelse henover sommeren af den ca. 40 km strækning mellem Valby og Frederikssund. 

"Nu har vi været i gang i ca. fem uger, og der er fuld fart på aktiviteterne på hele strækningen. Noget af det mest synlige har været vores 400 meter lange ballastrenser, der har renset ballasten i sporet over 18 km, og renset sporkassen over 10 km," siger Varun Sivapalan, projektleder på Frederikssundsprojektet.  

Ballastrenseren renser skærverne for skidt, og lægger de brugbare skærver tilbage igen. Resten af skærverne samt jordmateriale sorteres og knuses ned til materialer, der bliver genbrugt.

"Vi kan faktisk genanvende op til 70.000 tons af vores materialer, som vi kan bruge igen, når vi lægger det nye spor. På denne måde sparer vi op til 4.000 lastbiler. Det er ca. halvdelen af det samlede antal, vi skal bruge i projektet," siger Varun Sivapalan. 

I denne uge kører ballastrenseren i garagen for en stund, og bliver erstattet af en såkaldt sporlægningsmaskine. En maskine på ca. 400 meter, der kan lægge sveller og skinner på samme tid. Den skal i alt udskifte 35 km skinner og 50.000 sveller på store dele af strækningen.  

"Vi har forberedt sporkassen og skærverne, og nu er vores sporlægningsmaskine i gang med at lægge de første skinner og sveller mellem Ballerup og Frederikssund," siger Varun Sivapalan.  

Foruden udskiftning af skinner og sveller sker der mange andre anlægsaktiviteter langs banen. Mange steder er afvandingen blevet gjort bedre med nye rør og brønde, så vandet ledes væk fra sporene på en hensigtsmæssig måde. 

Udskiftningen af kørestrømsmaster mellem Valby og Flintholm forløb planmæssigt i foråret, og vi er nået til næste fase med at overflytte køreledningerne til de nye master, så de er klar til brug i august, når banen åbner igen. 

Derudover vil der også over det næste stykke tid blive renovereret ni broer på strækningen, og udskiftet 10 sporskifter og dertilhørende drev, så banen er fremtidssikret, når den åbner i slutningen af august.  

Valby-Frederikssund i tal

  • Vi skal udskifte skinner og sveller på grund af de er slidte. I alt skal der udskiftes ca. 35 km skinner og 31 km sveller (ca. 50.000 stk.)
  • Vi skal rense og udskifte ballasten (skærver og sporkasse) i sporet, som også er slidt. Ca. 100.000 tons i alt. 
  • Vi skal skifte 10 sporskifter og dertilhørende drev. Samtidig nedlægger vi nogle sporskifter
  • Justering af ca. to km kørestrømsanlæg mellem Valby og Flintholm
  • Udskifte 70 køreledningsmaster omkring Frederiksberg
  • Renovere ni broer