Indvielse af Den nye bane København-Ringsted

Den 31. maj 2019 skrives der danmarkshistorie.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen indvier Den nye bane København-Ringsted – den første højhastighedsbane i landet.

Den officielle indvielse af Danmarks nye jernbane finder sted på

Køge Nord Station fredag den 31. maj 2019.

Ved den officielle åbning vil der ud over H.K.H. Kronprinsen blive indbudt omkring 1.000 gæster fra det officielle Danmark samt nøgleinteressenter i forbindelse med byggeriet af den nye bane.

I forbindelse med arrangementet indsættes VIP-tog fra henholdsvis Københavns Hovedbanegård og Ringsted Station, der begge stopper på Køge Nord Station, hvor selve indvielsen vil finde sted. H.K.H. Kronprinsen vil ankomme til indvielsen med toget fra København sammen med gæsterne.

Efter det officielle program vil Køge Kommune sammen med flere lokale virksomheder og interesseorganisationer afholde et åbent folkeligt arrangement.

Pressen inviteres til at dække åbningen af den nye bane. Pressen vil have mulighed for at deltage ved den officielle åbning på Køge Nord Station og det efterfølgende arrangement. Deltagelse kræver tilmelding med navn, stilling og medie senest mandag den 27. maj kl. 12:00 til Banedanmarks presseafdeling på presse@bane.dk

Selve indvielsen på Køge Nord Station er åben for presse ved fremvisning af gyldigt pressekort. Såfremt man ønsker at dække hele begivenheden, at få adgang til hele området og mulighed for at tage billeder, når det pyntede første tog gennembryder silkebåndet, kronprinsens rundtur og forevisning af banen mv., skal der indgås forudgående aftale herom.

Ved særlige ønsker og dækning af dagen laver Banedanmark en særlig gennemgang med medierne efter nærmere aftale.

Tilmelding til åbningen, forespørgsel på interviews samt muligheden for billeder ud over afspærret presseområde og andre særlige ønsker fremsendes til presse@bane.dk


Program for dagen

10:40: Togafgang fra Ringsted Station
           Mødetid og ombordstigning senest kl. 10:25

10:50: Togafgang fra Københavns Hovedbanegård
           Mødetid og ombordstigning kl. 10:35. H.K.H. Kronprinsen stiger ombord kl. 10:45 
11:00: Toget fra Ringsted ankommer til Køge Nord Station
11:18: Toget fra Københavns Hovedbanegård ankommer til Køge Nord Station
11:35: Taler ved
Banedanmarks adm. direktør Per Jacobsen og DSB’s adm. direktør Flemming Jensen
11:55: H.K.H. Kronprinsen indvier banen
12:10: H.K.H. Kronprinsen vises rundt af adm. direktør Per Jacobsen og projektdirektør i Banedanmark 
Jette Aagaard

12:55: Togafgang fra Køge Nord Station til Københavns Hovedbanegård

13:00: Togafgang fra Køge Nord Station til Ringsted Station


 

FAKTA – Den nye bane København-Ringsted

Bygherre: Banedanmark

Byggeår: 2010-2019

Pris: 10 mia. kr.

Længde: 60 km

Hastighed: Forberedt op til 250 km/t

Stationer: Køge Nord Station

BANEN I TAL

  • 180.000 sveller – S16 svellen er specielt udviklet til Den nye bane København-Ringsted
  • 240 km skinner 
  • 270.000 ton skærver
  • 3,3 mio. m3 jord
  • 105.000 ton stål

FAKTA OM SPORLÆGNINGEN

  • Sporlægningsmaskinen lagde ca. 2 km spor om dagen - ca. 250 m i timen. Det svarer til 3200 sveller og 4 km skinner.
  • Hver skinne måler 120 m og vejer 60 kg pr. m
  •  S16-svellen er 2,5 m lang og vejer ca. 300 kg
  • 180.000 sveller
  • Sporbredde: 1,437 m
  • 270.000 ton ballast/skærver