Bliv kontorelev i Banedanmark

Vil du kickstarte din karriere inden for offentlig administration i en stor organisation med masser af muligheder? Så bliv kontorelev i Banedanmark.

Hvis du har mod på en praktisk uddannelse, som giver gode jobmuligheder inden for administration både i og udenfor Banedanmark, så er en kontorelevplads i Banedanmark måske noget for dig.

Som kontorelev bliver du uddannet kontorassistent med speciale i offentlig administration. Uddannelsen tager 2 år med start 1. september og afsluttes med en skriftlig fagprøve, der skal forsvares mundtligt.  

Banedanmark er en stor og alsidig arbejdsplads og et elevforløb hos os giver dig mulighed for at afklare hvilket fagområde, der interesserer lige netop dig.

Uddannelsen forløber sig over to år, som er delt op i to praktikperioder. I hver periode får du mulighed for at fordybe dig i forskellige fagområder inden for en afdeling som eksempelvis kan være i et stort projekt som Signalprogrammet, i området der varetager drift og vedligehold af jernbanen eller i vores HR-afdeling.


Vi  søger 15-20 kontorelever hvert år. Stillingerne slås op under ledige stillinger.

Kontorelev Laurids på perron

Mød vores kontorelev Laurids

"Vi får erfaringer med alle slags administrative opgaver, og vi prøver forskellige arbejdsområder af."

Hvem kan blive kontorelev?

For at kunne komme i betragtning som kontorelev skal du have gennemført et adgangsgivende grundforløb på enten gammel eller ny uddannelsesordning.

Hvis du er i tvivl, om du opfylder kravene, så kontakt Niels Brock på brock@brock.dk.

Uddannelsesforløbet

Uddannelsen som kontorelev veksler mellem praktik- og skoleophold. I din praktik vil du komme i 2 forskellige praktikker af et års varighed hver. Den første praktikperiode planlægges af Banedanmark, mens du selv har mulighed for at påvirke anden praktikperiode i den retning, du ønsker. 

I løbet af de to år skal du desuden på tre skoleophold og tage valgfag. På et af skoleopholdene er der mulighed for at komme på studietur til Bruxelles.

Løn- og ansættelsesvilkår

Som kontorelev i Banedanmark får du løn under hele uddannelsen. Dette gælder også under skoleopholdene, ligesom Banedanmark betaler dine bøger.

I Banedanmark bliver du del af en attraktiv arbejdsplads med flekstid og betalt frokostpause. Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og HK/STAT.

”Jeg kan godt lide, at Banedanmark er et stort sted. Det giver mange kolleger og mulighed for at prøve noget forskelligt som elev. Det første år arbejdede jeg i Divisionssekretariatet. Nu er jeg i Jernbanesikkerhed. Jeg er superglad for det og håber, at der er et job til mig, når jeg er færdig med uddannelsen til sommer,” Litha Lykke, kontorelev i Banedanmark.

Velkommen på banen!