Vandhuller langs banen gavner dyr og planter
Banedanmark har etableret en lang række vandhuller langs den nye bane mellem København og Ringsted. Det er godt nyt for frøer og tudser.
Frøer, tudser og salamandre langs den nye bane mellem København og Ringsted har gode betingelser dette forår, når ynglesæsonen går i gang. Det har de, fordi Banedanmark går langt for at værne om vores fælles natur – også når styrelsen opgraderer og fremtidssikrer jernbanen.
”Langs de danske jernbaner har vi natur, der svarer til omkring 6.400 fodboldbaner, og det giver nogle grønne muligheder. Jeg har derfor bedt Banedanmark om at undersøge, hvordan vi bedst muligt kan fremme biodiversiteten langs vores jernbanenet. Et af de første initiativer vil være etableringen af nye vandhuller langs strækningen mellem København og Ringsted, og det vil sammen med flere kommende projekter bidrage til at gøre Danmark endnu mere grøn,” siger transportminister Benny Engelbrecht.
Langs den nye bane skal godt og vel 60 nye vandhuller være med til at give det vilde dyre- og planteliv de bedst mulige betingelser. De mange nye vandhuller skal blandt andet give gode levebetingelser for padder som frøer, tudser og salamandre, der er afhængige af vandhullerne, når de skal yngle.
Vandhuller er godt for både dyr og planter
Vandhullerne er både etableret for at kompensere for de såkaldte §3-vandhuller, der er blevet påvirket af byggeriet af den nye bane og for at afhjælpe den såkaldte øgede barriereeffekt, banen udgør i landskabet. Målet med indsatsen er at opretholde biodiversiteten til gavn for dyre- og plantelivet.
Vandhullerne er blot en del af de naturforanstaltninger, der blev taget i forbindelse med byggeriet af den nye bane mellem København og Ringsted.
”Udover vandhullerne har Banedanmark blandt andet etableret faunapassager og ledelinjer og finansieret 115 hektar ny erstatningsskov, der svarer til dobbelt så meget skov, som der blev fældet i forbindelse med byggeriet af den nye bane,” siger Randi Skogstad, der er direktør for Infrastruktur i Banedanmark.
Fakta om §3-vandhuller
De fleste af de nye vandhuller langs den nye bane opfylder kravene til at blive §3-beskyttet. Det betyder, at vandhullerne er beskyttet gennem naturbeskyttelsesloven, da de er særligt egnede som levesteder for mange vilde dyr og planter.
Sammen holder vi banen fri for træer
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.
Forårsrengøring i Mindelunden
Mindelunden i Fredericia, hvor DSB-ansatte omkommet i tjeneste siden 1847 bliver mindet, har fået et tiltrængt ansigtsløft.
Renoveringen af cykelparkeringen på Bruuns Bro går i gang
Banedanmark fjerner onsdag cykler fra Hallsti ved Banegraven for at gøre plads til arbejdet på cykelparkeringen på Bruuns Bro og spærrer i den forbindelse Hallsti frem til begyndelsen af september.