Ny version af CAD-manualen

Banedanmark har udarbejdet en ny version af den kendte CAD-manual, hvor den største ændring er introduktionen af DiKons anlægs- og bygningsdelspecifikationen. Manualen gør op med Banedanmarks krav til fagmodeller og arbejder i stedet med nye krav til filer og anlægsdele, der arbejdes med i projekterne. 


I et samarbejde med Vejdirektoratet og DiKon Anlæg er der udarbejdet en ny branchestandard; anlægsdelsspecifikationen, som pendant til den bygningsdelsspecifikation som allerede er kendt fra byggeriet. Dette implementeres i Banedanmarks CAD-manual. 

Nuværende krav erstattes af nye

Samtidig introduceres DiKons standarder og krav til Banedanmarks anlægsdele. Derved forsvinder de nuværende krav til fagmodeller, som vi kender dem og derved Appendix 3. 

Der er i samme omgang blevet lavet en opdatering af de krav der stilles til forskellige filtyper og deres indhold. Blandt andet er kravene til navngivning af overfladefiler blevet fornyet, og indgår som er en del af den nye version af Appendix 1. 

Øget fokus på mængdeverificering

Mængder fylder generelt meget i anlægsprojekter, og derfor har dette også været i fokus. Afsnittet om mængder er blevet opdateret, så det understøtter, at der fremadrettet vil blive arbejdet med mængdeverificering i størstedelen af Banedanmarks projekter. 

Den nye udgave af CAD-manualen vil være gældende for projekter, der kommer i udbud efter d. 15. juni 2022.