Aarhusianernes jernbaneminder har nået endestationen

Vandreudstillingen "Minder på skinner" er ankommet til Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Vandreudstillingen “Minder på skinner” er nu ankommet til sit sidste stop. Danmarks Jernbanemuseum har modtaget udstillingen, som deler de aarhusianske fortællinger om jernbanen helt fra 2. verdenskrig og frem til i dag.

Inden udstillingen nåede perron 4 på museet i Odense, havde den vandret gennem Aarhus siden november og besøgt både Aarhus Rådhus, Kulturbunkeren, DOKK1, Aarhus Hovedbanegård og Bruuns Galleri, hvor omkring 70.000 besøgende har haft mulighed for at opleve den.

Banedanmarks byggeri foregår tæt på byen og påvirker mange aarhusianeres hverdag.

”Med udstillingen har vi fejret Aarhus’ jernbanehistorie sammen med borgerne gennem et udvalg af portrætter, der kaster lys over banens store betydning for helt almindelige aarhusianere gennem tiden,” siger Helle Thambo, projektchef i Banedanmark.

De smukke portrætfotografier af de 12 deltagere er indfanget af den lokale fotograf Carl Ravnbak og taget på udvalgte historiske placeringer ved Aarhus’ Godsbane og Hovedbanegård. Billedsiden af udstillingen er desuden blevet beriget af historiske fotografier fra Aarhus Stadsarkiv og Danmarks Jernbanemuseum, som viser effekter fra jernbanen gennem tiden.

“Det har været vigtigt for os at skabe en udstilling, der engagerede lokalsamfundet, og vi har kun mødt stor velvilje og nysgerrighed omkring initiativet gennem hele processen,” fortæller Helle Thambo.

Udstillingen, der dykker ned i Aarhus’ jernbanehistorie, har rejst gennem byen, mens Banedanmark har opgraderet banen til fremtiden. Elektrificeringen af Aarhus H er den sidste brik på strækningen mellem Aalborg Lufthavn og København.

Har du endnu ikke oplevet udstillingen, kan du også se den digitalt her:

Oplev vandreudstillingen “Minder på skinner” | Banedanmark

 

 

Seneste nyt fra Banedanmark